Historien
Klatreklubben Skorstenen holder til på koncert-og kulturstedet Forbrændingen i bygninger, der tidligere var en del af Varmeværket i Albertslund.
Ved etableringen af den moderne by Albertslund kalkulerede man med at udvikle og iværksætte en form for egen energi- og varmeforsyning. I 1963 kunne man således indvie Albertslunds Varmeværk.
I 1967 besluttede at tilslutte Varmeværket et forbrændingsanlæg, som blev taget i brug i 1969. I 1985 kunne Varmeværket taget et kulmølleanlæg i brug. I 1992 tvang skærpede miljøkrav Varmeværket til at afvikle både forbrændingsanlæg og kulmølle.
I 1996 fik Forbrændingen en helt ny og spændende funktion, nemlig som koncert- og kultursted. En gruppe unge albertslundere havde fået idéen og kom med det forslag at omdanne det gamle forbrændingsanlæg til kulturhus. Forbrændingen er altså et sted for unge skabt af de unge selv. Her er pop - og rockkoncerter, såvel som stand-up comedy.
Den store industrielt konstruerede fabrikshal giver ligeledes plads til en klatrevæg. Klatrevæggen blev de første mange år drevet at egn gruppe frivillige fra koncertstedet. Men 1. marts 2010 blev Klatreklubben Skorstenen stiftet som en selvstændig forening. Og samme år søgte klubben optagelse i Dansk Klatreforbund.